
MEDVIRKENDE 2025
MICHALA PETRI, BLOKFLØJTER
HILLE PERL, GAMBE
YNGVILD RUUD, CEMBALO
GUSTAV PIEKU, KLAVER
ALEXANDER SITKOVETSKY, VIOLIN
ADAM KOCH, VIOLIN
MICHAEL GROLID, BRATSCH
JOEL LAAKSO, CELLO
FRANCK REINECKE, KONTRABAS
(Biografier følger snarest)
Kunstnerisk ledelse
Michala Petri
Michala Petri er en kunstner af en sjælden kaliber. Få kunstnere er så kendte og elskede vidt og bredt som hende. Fra barnsben af har hun været en del af ikke bare musikmiljøet, men også en del af bevidstheden hos folk, der ikke ellers kender så meget til klassisk musik. Med Michala Petris spil kom også blokfløjten i fokus på en måde, den ikke havde været i århundreder. Dette har affødt en musikalsk karriere, der har rakt langt ud over Danmarks grænser, og Michala Petri er et kendt navn fra Japan til Fanø. Med sit virke for blokfløjten var det naturligt, at hun modtog den store Léonie Sonnings Musikpris i år 2000. Sonning Komitéen skrev som motivation for prisen, at hun fik den for hendes fornemme musikersind og overlegne tekniske format.
Til trods for denne kendthedsfaktor, der nok kunne tage pippet fra de fleste mennesker, har Michala altid beholdt sin kunstneriske integritet og bevaret sin nysgerrighed i forhold til musik af alle slags. Den ene dag er hun fordybet i eksperimenterende, udfordrende toner og lyde på sin blokfløjte for den næste dag at optræde for en sal spækket med unge til rap-koncert. Derfor var det naturligt for Oremandsgaard Kammermusikfest at invitere Michala som kunstnerisk leder i 2025 – for at forbinde os gennem musikken, gennem århundreder i en tid, hvor verden synes mere splittet og historieløs end nogensinde.


Adam Koch
Adam Koch (f. 2000) har tidligt gjort sig bemærket som solist og kammermusiker – med overblik og kunstnerisk integritet. Mange musikelskere i Præstø-området vil have fulgt den unge musikers liv, da han er vokset op i Præstø, inden han som 16-årig fraflyttede egnen for at begynde hos Professor Sergej Azizian på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvorfra han tog sin afgangseksamen i 2022. Samme år afsluttede han sine dirigentstudier ved Malko Dirigentskolen på DR. Senest har han færdiggjort sine studier med topkarakterer ved Hanns Eisler Musikhochschule i Berlin hos Professor Kolja Blacher. I denne sæson har han derudover dyrket sine kompetencer som dirigent med uropførelser af værker af Ole Buck og Bent Sørensen, der også har været en del af Oremandsgaard Kammermusikfest.
Han har fungeret som koncertmester i Det Kongelige Kapel, hvor han bl.a. har ledet den anmelderroste forestilling Amadeus. Rollen som ledende/dirigerende koncertmester samt solist har Adam også tidligere udfyldt hos Leopoldinum Kammerorkester. Adam har fået undervisning af internationale kapaciteter som f.eks. Nikolaj Szeps-Znaider og Pinchas Zukerman, og masterclasses hos bl.a. Leonidas Kavkos, Mihaela Martin, og Ana Chumachenko. Adam vandt tidligt nationale konkurrencer, ligesom han har modtaget national opbakning i form af Augustinusfondens jubilæumsbevilling, Jacob Gades store legat og Sonning Talentprisen. Han har derudover vundet priser ved større internationale konkurrencer som J. Brahms-, Tibor Varga- og Salzburg Mozart-violinkonkurrencer, og har deltaget ved kammermusikfestivaller i både ind- og udland. I år optræder han på bl.a. Hindsgavl og Equinox Festival.
Adam er Larsen Strenge Artist.
Kunstnere
Gustav Piekut, klaver
Den unge danske pianist Gustav Piekut “rammer plet mellem teknisk præcision og henkastet brillans” (BBC Music Magazine) og beskrives som “en sand musikalsk poet, en ægte lydkunstner” (Pizzicato Magazine). Han har indspillet internationalt anerkendte album på bl.a. Naxos Records, herunder Towards the Flame, der blev nomineret til International Classical Music Awards 2022.
Blandt højdepunkterne i de seneste år kan nævnes solistoptrædener med Copenhagen Phil, Århus Symfoniorkester, Magdeburgische Philharmonie, State Slovak Orchestra Kosice og Sønderjyllands Symfoniorkester i klaverkoncerter af Beethoven, Prokofiev, Chopin og Gershwin. Piekut optræder desuden på adskillige vigtige musikfestivaler, heriblandt Mecklenburg-Vorpommern Festspiele i Tyskland, Hindsgavl Festival i Danmark, En Blanc et Noir i Frankrig og Pianister på Trollhaugen i Norge.
Gustav Piekut har vundet priser ved adskillige internationale konkurrencer, heriblandt KlavierOlymp Bad Kissingen, Dublin International Piano Competition og Aarhus International Piano Competition. I Danmark har han bl.a. modtaget Musikanmelderringens Kunstnerpris, DR P2’s Talentpris, Wilhelm Hansen Fondens Hæderslegat, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris, Léonie Sonnings Talentpris og Gladsaxe Musikpris. Desuden er han alumnus af Studienstiftung des Deutschen Volkes. Piekuts fortolkning af Rachmaninovs krævende 3. Klaverkoncert med Copenhagen Phil i Tivolis Koncertsal frembragte “de vildeste, ukontrollerede følelser i et utal af skift” og “affødte et publikumsbrøl sjældent hørt” (Politiken).
Piekut blev født i Aalborg i 1995, opdagede klaveret som seksårig og blev straks forelsket i klassisk musik. Efter sine første klavertimer med Peter Hagn-Meincke studerede han hos Martin Lysholm Jepsen på Klaverskolen Gradus. Nogle år efter blev han optaget på Berlins Universität der Künste hos Professor Klaus Hellwig. Han er netop debuteret fra Solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium efter studier hos Professor Jens Elvekjær. Piekut modtager generøs støtte af Augustinus Fonden med et karrierestipendium samt lån af et Steinway & Sons-flygel til sit daglige musikalske arbejde.

Alexander Sitkovetsky, violin
Alexander Sitskovetsky (f.1983) blev godt nok født i Moskva men flyttede allerede som 8-årig til London for at følge undervisningen i violin på den berømte Menuhin School, opkaldt efter den legendariske violinist Yehudi Menuhin, som i de formende år blev en stor inspiration for den unge Alexander, og de to optrådte sammen ved flere lejligheder. Alexander blev hurtigt en efterspurgt solist og kammermusiker med solistoptrædener med førende orkestre som f.eks. Royal Philharmonic og Tokyo Symfonikerne, ligesom han selv leder orkestre som f.eks. Det Australske Kammerorkester. Som musiker er Alexander både afholdt af publikum – og blandt kolleger som en musiker med ikke bare en ædel klang men også med en evne til at gå i dialog gennem musikken. Han er en meget efterspurgt og aktiv kammermusiker verden over, og så er han grundlægger af den navnkundige Sitkovetsky-trio, som tidligere har gæstet Oremandsgaard Kammermusikfest. Vi er taknemmelige for en kunstner som Alexander, der sidste år sprang ind på et kritisk haste-afbud med en naturlig selvfølgelighed. Det er en stor glæde at kunne byde Alexander Sitkovetsky velkommen tilbage!


Michael Grolid, bratsch
Michael Andreas Grolid er norsk nordmand fra Norge – men med bedsteforældre i Præstø. Her fik han som 12-årig opført operaen ’Præstømunken’ i sine forældres baggård. Udover at være bratschist har Michael Grolid nemlig også komponeret en del. Han har gået på det legendariske Barratt Due Musikinstitutt i Norge, som udvikler de største talenter i Norge, inden han fortsatte sine studier i blandt andet Berlin på Hanns Eisler Musikhochschule og på Karajan Akademiet. Michael Grolid er i dag solobratschist i DR Symfoniorkestret med sit daglige liv i København. Michael Grolid er en flittigt benyttet kammermusiker med blandt andet en baggrund i strygekvartetten ’OPUS13’ fra Norge. Det er en fornøjelse at kunne byde Michael velkommen tilbage til Oremandsgaard.
Joel Laakso, cello
Joel Laakso er 1. solocellist i Det Kongelige Kapel. Han har spillet i de allerfleste europæiske lande, såvel som i USA, Sydamerika, Kina, Hong Kong, Japan og Australien. Som solist har han spillet med den Finske Radioorkester, Tapiola SInfonietta og Det Kongelige Kapel.
Med sit intense spil og opmærksomhed er Joel Laakso er en efterspurgt kammermusiker.
Han har har studeret på Sibelius Akademiet med Martti Rousi, Hannu Kiiski, Erkki Rautio, Marcel Bergman og på Edsberg Instituttet med Torleif Thedeen.
Han spiller på et instrument af Nicola Amati.


Franck Reinecke, kontrabas
Frank Reinecke (f.1960) stammer fra Hamborg, hvor han tog sine første violintimer i en alder af fem år. Som 15-årig begyndte han at lære sig selv kontrabas og fortsatte så sine studier i Berlin. Fra 1995 til 2001 tunderviste han på Mozarteum i Salzburg, hvor han blev æresprofessor i kontrabas.
Frank Reinecke har uropført en lang række solo- og kammermusikværker, har givet masterclasses internationalt og været gæstekunstner på flere internationale festivaler. Han har spillet med de tyske blæsesolister, Haydn Trio i Wien, Ensemble Villa Musica, Prazak Quartet, Henschel Quartet, Linos Ensemble, Pro Arte Quartet i Salzburg, Ensemble Recherche og Xsemble.
Hans langvarige samarbejde med den norske violinist Helge Slaatto har affødte et særligt repertoire for violin og kontrabas. I den lange rækker af værker for duoen kan man også finde danske navne som Niels Viggo Bentzon.
Han har udgivet en del albums, heriblandt “Plainsound Glissando Modulation” med musik af Wolfgang von Schweinitz, der har modtaget Deutscher Schallplattenpreis.
Hille Perl, gambe
Det er en stor glæde at kunne byde den tyske, virtuose gambespiller, Hille Perl, velkommen på Oremandsgaard Kammermusik for første gang. Det er imødeset med spænding, hvordan særligt den helt tidlige musik, vores rødder, vil folde sig ud på festivalen i år. Vi er overbeviste om, at oplevelsen rammer dybt. For Hille er musiceren mellem mennesker mere præcist, intenst og umisforståeligt end det verbale sprog. Og ved siden af kærlighed af den største følelsesmæssige signifikans. Musikken er en måde at forbinde sig med omverdenen på.
Hille underviser på konservatoriet i Bremen og bor på en gård med sin familie i Nordtyskland, så vi er sikre på, at Hille på den måde vil finde sig til rette i Oremandsgaards landlige og rolige omgivelser.


Yngvild Ruud, cembalo
Den norske cembalist Yngvild Ruud har slået sig ned i København, hvor hun er en drivkraft bag adskillige initiativer inden for såkaldt ’tidlig musik’. Hun boltrer sig i alt gamle franske operaer til den helt nyskrevne musik og kaster sig gerne ud i genremix. Hun er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København såvel som på Sibelius Akademiet i Helsinki. Sidste år var hun med til at grundlægge et nyt ensemble, The Baroque Soiciety, og hun samarbejder med grupper som Concerto Copenhagen og HemiDemiSemi Consort. Udover at være en fremragende cembalist og organist, har hun også en kandidatgrad i accordeon!
Det er en fornøjelse at byde Yngvild velkommen til Oremandsgaard Kammermusikfest for første gang!
Komponister

Poul Ruders, komponist
Poul Ruders (f. 1949) er en af tidens mest anerkendte komponister, når det gælder opera og symfonisk musik med opførelser over alt i verden. Med stort anlagte orkesterværker fik han omverdenens øjne op for dansk musik på internationalt niveau. Med operaer som The Handmaid’s Tale (1998, over Margaret Atwoods roman af samme navn) og Kafka’s Trial (2003) har Ruders sat nye standarder for opera – ikke bare i Danmark men også internationalt. Også hans kammermusik bliver flittigt spillet, og Oremandsgaard Kammermusikfest er stolte af at kunne byde Poul Ruders velkommen til vores festival som huskomponist. Og så er han endda én af vores lokale!
Er der en komponist, der forstår vigtigheden af naturen, så er det netop Ruders. Han lever et spartansk liv på landet i Danmark. Isolationen har givet ham mulighed for at producere et dybt og meget varieret katalog, der omfatter fem operaer, 45 symfoniske værker og koncerter samt snesevis af solo- og kammerværker.
Poul Ruders musik er veldokumenteret af pladeselskaberne DaCapo (Danmark) og Bridge (USA), og er udgivet af Edition Wilhelm Hansen, København.

Sophie Søs Meyer, komponist
Sophie søger at arbejde med forandringsprocesser ud fra en interesse for objektorienteret ontologi – en tilskrivning af autonom magt til objekter – både fysiske og sanselige. Her i ligger tanken at objekter ikke kun kausalt relaterer til hinanden, men også til os.
Hendes arbejde i de senere år implementering af naturlige celleformerings fænomener, som hun søger at transformere til soniske perceptioner. For eksempel har hun i en af sine seneste kompositioner, søgt at omsætte transformative processer af lysreaktive koraller til musik.
Sophie færdiggjorde sin kandidat i komposition fra Estonian Academy of Music and Theatre in Tallinn (Masters) med udmærkelse, hvor hun studerede komposition med Helena Tulve.
Gennem årene har hun modtaget undervisning af blandt andre Toshio Hosokawa, der tilbage i 2018 var composer-in-residence ved Oremandsgaard Kammermusikfest. Hendes værker er blevet opført af ensembler såsom ICTUS Ensemblet, Ensemble Fractales og Linea Ensemblet.
Hun er vinder af Deus Ex Musica 2022, DYCE European Commissioning Project 2023 og blev udvalgt til at deltage ved Voix Nouvelles Royaumont 2023.