Øjeblikkets kammermusikfest!

Velkommen til den 35. sæson af Oremandsgaard Kammermusikfest, hvor vi hylder både traditioner og fornyelser. Traditionen er akustisk musik i intime rammer skærmet af naturen med internationale stjernemusikere helt tæt på i Husflidsskolens uformelle omgivelser. Traditionen er også at blande klassiske mesterværker med samtidsmusik. Kammermusikfesten har således skabt et kunstens væksthus, hvor komponister og musikere bor dør om dør i rolige omgivelser på Oremandsgaard for at få tid til samskabelse og gensidig inspiration.

 

Øjeblikkets mestre

Fornyelsen følger naturligt med en ung duo som kunstnerisk ledelse i 2024, nemlig bratschisten Nicholas Swensen og violinisten Adam Koch. Begge under uddannelse i udlandet, hvorfra deres internationale netværk stammer med stjernesolister hentet ind til festivalen. Det er en stor glæde at kunne geninvitere elskede kunstnere som Andreas Brantelid og Yura Lee, ligesom det er en stor fornøjelse at kunne byde nye stjernesolister velkommen som Boris Brovtsyn, Brannon Cho, Eivind Ringstad, Gerbrich Meijer og Jean-Baptiste Doulcet. Sidstnævnte er også en fremragende improvisator, der forstår at skabe sin egen musik i øjeblikket. Netop af den grund var det oplagt at invitere den østrigske violinist og komponist, Florian Willeitner, som gennemgående navn på årets festival. En kunstner, der begår sig i de fleste genrer såvel som med en bred palette af udtryk. Vi ser frem til, at denne festival således får sit helt unikke udtryk med fokus på skabelsen i øjeblikket. Det er en fornyelse og et særligt udtryk for 2024 men med tråde langt tilbage i historien, hvor kunstnere som Mozart og Beethoven selv var fremragende musikere og improvisatorer ud over at kunne komponere.

Koncerten som rejse

Programmerne bygges op som en rejse i koncertens første del, hvor toner og stemninger forløber i en musikalsk fortælling uden ord – mens anden del bliver helliget ét hovedværk fra den klassiske skatkiste. Første aften rummer desuden en uropførelse til Oremandsgaard Kammermusikfest af den unge komponist, Athanasia Kotronia. Vi glæder os til en uge med et hold kunstnere, der brænder for musikken og lader den strømme til publikum på allerhøjeste plan. Helt tæt på!

 

24. juli kl. 19.30 Jordforbindelse

Rytmerne stampes frem af jorden hos komponister med folkemusik i bagagen. I Wiens stemningsfulde gyder, hvor Brahms havde sine spadsereture, og hvor Haydn iført paryk og silkestrømper tilbage i 1700-tallet hørte gademusikanterne – eller i små rumænske landsbyer, hvor komponisterne Kodaly og Bartok rejste til for at optage indbyggernes sange. Aftenens rejse kommer vidt omkring med inciterende rytmer og længselsfulde melodier.

Athanasia Kotronia uropførelse
Joseph Haydn Strygekvartet op. 77, no. 1, 1. sats
Zoltán Kodály Duo for violin og cello op. 7, 1. sats
Béla Bartók Rumænske danse, arrangement for klarinet og strygere
Florian Willeitner “New Folk”

Johannes Brahms Klarinetkvintet op. 115

20220727_213042

25. juli kl. 19.30 Klangpust

Melodierne sitrer i luften i Ravels kvartet med en kraft, der modsvares af et blik på nattehimlen, når det rammer de tre kraftige stjerner i Orions Bælte af japanske Takemitsu. Den svævende stemning lander blødt og finder hjerterytmen igen i Bachs elskede ”Air”. Aftenens rejse slutter med romantiske melodier ét af de mest dyrebare  kammermusikværker fra o. 1900 af Schönberg om den ”forklarede nat” med et forelsket par i natteskoven. Under månens stråler fortæller kvinden, at hun bærer en andens barn. Tilgivelsen og accepten bliver det bærende i både mandens og vores liv.

Maurice Ravel Strygekvartet i F-dur, 1. sats
Toru Takemitsu “Orion” for cello og klaver
Bohuslav Martinu  Tre Madrigaler for violin og bratsch, II. Poco Andante
Helen Grime “Aviary Sketches”, IV. Forgotten Games
J.S. Bach “Air” arrangement for kvartet
Florian Willeitner “The Wind”

Arnold Schönberg Sekstet “Verklärte Nacht”

 

26. juli kl. 19.30 Fut i snitteskolen

En gnist eksploderer virtuost i Hindemiths bratschsonate, som lidenskabeligt videreføres i argentinsk tango fra mesteren Piazzolla. Stravinskij lader også en deserteret soldat spille tango for prinsessen, hvorefter soldaten spiller djævlen ud af rummet i sit hovedværk ”Historien om en soldat”. Det bliver en aften, hvor pulsen både kommer op og bliver kølet ned igen, når ilden bliver til aske, hvorfra håbet blomstrer i Beethovens toner, og nattevarmen afsluttende rammer med otte tændte strygere i en gnistrende oktet af
rumænske George Enescu.

Paul Hindemith Solosonate for bratsch op.25 nr. 1, IV.
Astor Piazzolla Grand Tango
Igor Stravinskij ”Historien om en soldat” – tango, valse og ragtime
Florian Willeitner “Back to Earth”
Ruth Crawford Seeger Strygekvartet (1931), Andante
Ludwig v. Beethoven Kvartet op. 135, Lento assai, cantante e tranquillo

George Enescu Strygeoktet C-dur op. 7

 

27. juli kl. 19.30 Gør vand til Wien

Natur og følelser i musikken er med, når renæssancekomponisten John Dowland lader tårer udspringe fra menneskets sjæl. Den finske komponist, Kaija Saariaho, var på tur i de franske alper, da hun fandt sin kilde til en ”sky-trio”, alt imens Beethoven i starten af 1800-tallet bogstaveligt fandt inspiration ved en bæk i sin sjette symfoni. Pianisten Jean-Baptiste Doulcet ved noget om kilden til inspiration, når han improviserer over aftenens værker – tæt fulgt af fortidens mestre i samme fag, wienerkomponisterne Beethoven og Mozart. Denne stemning af Wien, som musikkens dybe brønd, flyder Korngold smukt videre på i sin melodiøse og virtuose klaverkvintet.

Florian Willeitner “Mortal Love affair” (klaverkvartet)
John Dowland “Flow my tears”
Kaija Saariaho “Cloud trio”, I. Calmo, meditato
Jörg Widmann “Die Eishöhle”, fra Klarinettrio “Es war einmal”
Jean-Baptiste Doulcet Improvisationer over “Vand til Wien”
Ludwig v. Beethoven Symfoni nr 6, Pastorale, “Ved bækken” (arr. trio)
W.A. Mozart Keglebane-trio, III. Allegretto

E.W. Korngold Klaverkvintet op. 15

 

Børnekoncerten 26. juli - kl. 10.00-11.00

Prøv selv at spille violin og oplev de dygtige musikere helt tæt på, når der er koncert for de børn og barnlige sjæle (1-90 år). Også i år er særligt udvalgte børn inviteret med i fortællingen.

Pop-up - 27. juli - kl. 12.00

Destillerikoncert med komponisten og violinisten Florian Willeitner, der i let stil leverer kompositioner og improvisationer over Radius destilleris smagfulde produkter. I samspil med med Oremandsgaard Solister 2024 og i uddrag fra Heinrich Bibers slagfærdige Battalia a 10.